Kniiiirk ...!

Den seneste uge er det til min gru gået op for mig, at jeg har glemt at skrive noget meget vigtigt på min ønskeseddel til jul. Jeg troede nu ellers ikke, at det kunne lade sig gøre, for jeg er sådan en, der har støvet hele nettet rundt for at finde på en masse goodies til mig selv. Jeg har linket løs på min ønskeseddel - til stor glæde for nogle og til stor frustration for andre. MEN noget har jeg bare glemt. Jeg burde simpelthen have skrevet "et par nye knæ" på. Selv om jeg ikke er sådan langt fra de 30 - det kan jeg jo altid bilde mig selv ind - så har jeg simpelthen et par knæ, der hvæser i mol og trænger til at blive stemt. Jeg er sådan en gammel dame, der render rundt med knæ, der knirker og klikker hele tiden. Det kan jo lyde meget festligt for nogle, men det er altså begrænset morsom for mig. Så ligger jeg der i en sækkestol godt placeret foran "Sebastians jul" med Olivia. Minuturet bimler. Pizzaerne skal ud ad ovnen, men jeg ligger der og kan ikke få mine knæ til at makke ret. Jeg kan simpelthen ikke komme op og må hidkalde skolelæreren, der ellers sad hyggeligt i vinterstuen og spillede "Vimmersvej" på ukulele - ja, bare fordi han kan, og så også fordi han mente, at det ville hans 4. klasse synes var sjovt. Han kommer hovedrystende til, men hjælper mig da godmodigt op af sækkestolen. "Klik," siger det. Mine knæ er på plads - tror jeg, men så knirker jeg videre, da jeg må gå ud til ovnen med pizzaerne. Jeg har altid haft hybermobile led, og det brokker min knæ så højt over nu. Jeg ville ønske, at jeg var født med diskrete knæ. Så kære julemand, hvis du alligevel skulle komme forbi os i år, så vil jeg altså gerne overtage et par nyproducerede knæ.

Forstnerborsæt i box

Uh! Hvor jeg morer mig. Det er så fantastisk at skulle købe julegave til min elskede, for han ønsker sig jo altid en masse, som jeg superlet kan købe til ham, og som jeg også bare føler, at der ligger en masse kærlighed i. Hmpfff! Fornemmer du mon ironien? Ikke?! Åh, det er bare sådan, at skolelæreren er sådan en svær én at give gaver. Han har simpelthen de mest dødsyge ønsker - eksempelviis synes jeg ikke ligefrem, at et forstnerborsæt i box (whatever it is!) emmer af, at jeg giver udtryk for, at jeg elsker ham og sætter stor pris på, at det lige netop er ham, der ligger ved siden af mig, når jeg vågner hver morgen. Ydermere synes jeg faktisk heller ikke, at jeg hører flaskende amoriner, når han vil se ham pakke en gave op med et par nye træsko. Let do a little træskodance, honey! Jeg vil give ham en gave med en masse tjubang og lyserødtflimrende L-O-V-E, men det er godt nok som om, min hjerne blinker *ERROR* i rødt, når jeg ser hans ønskeseddel, hvor der står "skisokker" og "skabeloner til håndfræser." SUK!